Fik du læst? Ejdum lytter til Bob Dylan: Har jo bare sans for kvalitet

Morten Olsen sagde engang, at hvis man vil lære at forstå og kende sine spillere bedre, skal man lytte til deres musik.

Hvis Danmarks tidligere landstræner har ret, så gør OBs nuværende cheftræner, Alexander Zorniger, klogt i, at finde Bob Dylan frem på Spotify.

I hvert fald, når det kommer til forståelsen af – og kendskabet til – OBs midtbanedynamo Max Ejdum.

Han er nemlig ikke som 21-årige er flest, hvad angår musik. For Max Ejdum er hverken bidt af Gilli eller Drake, eller for den sags skyld forelsket i Taylor Swift.

Max Ejdum er derimod bidt af ingen ringere end Bob Dylan og har været det lige siden, han var barn, hvor hans far, der selv er livslang fan af “His Holy Bobness”, introducerede sin knægt for musikken:

“Det startede dengang min far kørte mig til og fra træning fra Svendborg til Odense. En tur på 35-40 minutter, hvor vi hørte det ene album efter det andet. Du ved, klassikere som ‘Blond on Blond’ og ‘Nashville Skyline’.”

“Det var dér, min passion for Bob Dylan startede, og siden da har jeg så bare selv fortsat min søgen i hans store bagkatalog,” forklarer Max Ejdum, der også har Bob Dylan i ørerne, når han sammen med resten af Alexander Zornigers udvalgte ankommer til kamp og stiger ud af bussen.

Max Ejdum lytter nemlig ikke kun til den 84-årige musiklegende i sin fritid. Bob Dylan er derimod en integreret del af en arbejdsdag.

“Mit all time-favoritnummer er “Things Have Changed”, men før en kamp er det “Ain’t Talkin” fra Modern Times-albummet, jeg lytter til. Det er et fedt nummer og bringer mig i den helt rette stemning,” lyder det fra Max Ejdum, der til gengæld finder klassikeren “Lay Lady Lay” frem, når der skal restitueres på bagkant af træning og kamp:

“Nummeret er fra Nashville Skyline, og det album kan jeg høre fra ende til anden, så det gør jeg tit.”

Max Ejdum går ikke og råber ikke højt om sin passion for Bob Dylan. Ikke fordi han er flov over den. Egentlig bare fordi, det ikke rigtig er faldet ham ind:

“Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, der ved, hvad jeg lytter til. Men det kommer folk jo nok til nu,” siger Max Ejdum med et smil, og tilføjer, at han bestemt også kan lytte til andet og mere Spotify-populært musik:

“Men at jeg lytter til Bob Dylan, skyldes jo bare, at jeg har sans for kvalitet.”

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA