Fan til lommerne: Donerer siddepladser i Næsby
Pengene er ikke kæmpestore i landets fjerdebedste række, så store stadionudvidelser med overdækkede tribuner, sponsorlounger og topmoderne anlæg er ikke nødvendigvis øverst på agendaen rundt omkring i CampoBet 3. Division.
Derfor må fansene nogle gange træde til med de gode løsninger, hvilket er præcis, hvad der er sket i Næsby Boldklub, der er et af de hold, som ikke kan prale af en stor og flot tribune på den ellers hyggelige hjemmebane i Odense, Alpi Arena.
Kim Nissen er én af de mest engagerede i fangruppen Blue Birds, og nu har den passionerede Næsby-fan såmænd også af egen lomme købt 10 nye bænkesæt til klubben, så medfansene kan sidde ordentligt, når de er på stadion.
Klubben takker i et opslag på facebook for den utrolige støtte og engagement fra Kim Nissen, der udover at have hevet 10.000 kroner af egen lomme op til de nye siddepladser, også til klubbens hjemmekampe yder fuld støtte med stemmebåndet og fører an i mange af slagsangene.
Næste mulighed for at se Næsby Boldklub er dog ikke fra en placering på et af de nye bænkesæt i Odense, men derimod på Falster, hvor fynboerne gæster Lollands Bank Park og Nykøbing FC.
Den kamp spilles lørdag 15:00.