Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Fredag går det løs og sæsonpremieren bliver svær for alle - især for AaB

Betinia Liga
1/8/2025 10:49

Sommerferien er forbi, pre-season er overstået og fredag aften lyder startskuddet til en ny sæson i landets bedste fodboldrække.

Her er Superliga-nedrykkerne AaB og Lyngby selvskrevne forhåndsfavoritter til at rykke op igen, når sidste spillerunde har fundet sted om ti måneder.

Inden da venter der dog de to traditionsklubber en svær opgave. Tilværelsen i Betinia LIGA er nemlig alt andet end let.  

Det tager tid og koster kræfter at lande og finde sig selv i en liga, hvor kvaliteten er stor og ambitionerne endnu større.

Alle klubber vil fremad og opad, og det sportslige setup rundt om i tabellen er efterhånden så professionaliseret, at forskellen på David og Goliath i de fleste tilfælde faktisk er minimeret til en fair duel.

Måske ikke på den lange bane, men i hvert fald i kampens hede, og sæsonpremieren bliver ingen undtagelse.\

Rent bur og farlige Freriks

Her skal AaB en tur til Kolding IF, der sluttede på fjerdepladsen i sidste sæson, endda i noget nær topform.

Med undtagelse af et nederlag til FC Fredericia i sidste spillerunde hentede Kolding IF således 13 ud af 15 mulige point i de fem foregående kampe.

Læg dertil, at Albert Rudés mandskab endte med at være det hold i tabellen, der lukkede færrest mål ind. 28 mål i 32 kampe og hele 15 gange ‘rent bur’.

Kort sagt, der venter AaB en svær opgave.

Det samme gør der for Lyngby, der skal forsøge at finde fodfæste i Betinia LIGA i mødet med Esbjerg på Blue Water Arena.

For selvom Esbjergs forår i oprykningsspillet ikke var noget at råbe hurra for, så havde samtlige modstandere undervejs respekt for holdets angriber Tim Freriks.

Og med god grund.

Den 26-årige hollænder lavede intet mindre end 15 mål og tre assists i 31 kampe, hvilket gør den 194 centimeter høje Tim Freriks til en one to watch for cheftræner Morten Karlsen og resten af Lyngby.

Pisk og underdogs

Svær bliver sæsonpremieren også for Middelfart og Aarhus Fremad, der på forhånd er udset til blive blandt de største nedrykningskandidater i den kommende sæson.

De to oprykkere fra 2. division lægger nemlig fra land mod henholdsvis Hillerød og AC Horsens.

Sidstnævnte ansatte David Nielsen tilbage i marts måned og selvom AC Horsens endte på tredjepladsen, så var klubben langt fra, at være i spil til en plads i Superligaen.

Det skal der laves om på i denne sæson og David Nielsen vil med garanti piske sit mandskab ud af starthullerne i mødet med de aarhusianske underdogs.

Anderledes vindstille bliver det efter al sandsynlighed, når Middelfart gæster Christians Lønstrups tropper i Hillerød.  

Eller det vil sige, i Helsingør. Det er nemlig her Hillerød skal spille deres hjemmekampe indtil deres egen hjemmebane er klar til brug. Men uanset hvor kampen spilles, så får Middelfart det svært.  

For selvom Hillerød ikke blandt favoritterne til at spille med om en af de to oprykningspladser, så er klubben indehaver af en af ligaens bedste cheftrænere, nemlig Christian Lønstrup.

Middelfarts cheftræner, Kim Engstrøm, kommer derfor på lidt af en taktisk opgave i sæsonpremieren.

1.runde af Betinia LIGA finder sted fredag, lørdag og søndag, du kan se det fulde kampprogram lige HER!