Fredericia har indstillet sig på OB’s angribere
Årets sidste kamp nærmer sig for FC Fredericia, når OB fredag aften ruller ind på Monjasa Park. På papiret er det et møde mellem to oprykkere – men i praksis er det en duel mellem to hold med helt forskellige udgangspunkter: OB spiller for at bide sig fast i top-6, mens Fredericia kæmper for at holde snor i de hold, der ligger lige over nedrykningsstregen.
Cheftræner Michael Hansen forventer en vanskelig opgave mod et OB-mandskab, der for alvor har fundet melodien.
“Jeg ser et OB-hold, der er blevet bedre og bedre. Deres individuelle spillere slår til, og man kan mærke, at de har fået flere kampe sammen. OB er et godt hold med dygtige individualister, og kampen bliver både stor og svær for os,” siger Michael Hansen i et stort interview med Fredericia Dagblad.
I mandagens kamp mod Brøndby ramte Michael Hansen plet med kampplanen. Den opskrift brugt i 3-1 sejren over Brøndby bliver dog ikke kopieret 1:1 mod OB.
“Vi ramte Brøndby rigtig godt. Men det her bliver en anden kamp, for OB spiller med to deciderede angribere .. og derfor kommer de til at stå helt oppe ved vores stoppere,” siger Hansen til avisen.
Derfor dropper Fredericia mand-mand-princippet og går i stedet over til zonemarkering.
“Det er en af de indrømmelser, vi gør, for at tage mand-mand-spillet ud. Der har vi haft det svært i mange kampe,” siger Hansen.