Fynsk talentfabrik: Vi griner og græder, hver gang vi sender et talent videre

Mads Hermansen. Jacob Rasmussen. Alexander Bah.
Næsby BK har leveret flere spillere til det allerhøjeste niveau i Danmark og i udlandet.
Fynboerne er stolte af at være en talentfabrik med en solid produktion, men det gør også livet som cheftræner lidt sværere.
Det siger den nye mand i jobbet i Odense-forstaden, Nicolai Wollenberg, der er steget i graderne i Næsby og er tiltrådt som cheftræner i klubben 1. juli.
“Man griner med det ene øje og græder med det andet. Er det ikke sådan, man siger? Sådan er det hver gang, vi siger farvel til et talent herude,” siger den nye mand ved taktiktavlen.
Der har også været prominente afgange op til denne sæson, hvor 19-årige Malthe Riis Ladefoged er skiftet til Superligafodbold i Fredericia, 20-årige Marius Uhd sagde i januar farvel og tog til Roskilde, mens blot 16-årige Oskar Høyer er strøget til AC Horsens.
“Vi skal være gode til talentarbejdet herude. Det er det, der skal brødføde vores førstehold, som så også på lange bane skal brødføde økonomien herude. Der kan man sige, at nogle af de øvrige hold har en anden budgettering, så hvis vi skal gøre os gældende, så skal vi arbejde meget med de talenter, vi tiltrækker. Det er den overordnede strategi.”
Selvom det gør ondt at se sine talentfulde spillere skifte op i divisionerne, så minder Nicolai Wollenberg sig selv om, at det er et bevis på den fordel, som Næsby BK samtidigt har i forhold nogle af konkurrenterne i CampoBet 3. division.
“Vi er utroligt privilegerede ved at have et ungdomssetup, der gør, at vi altid vil blive forsynet. Der vil hele tiden komme nye til.”
Næsby BK viser igen talenter frem for fodbolddanmark den 2. august, hvor fynboerne besøger en af sidste sæsons store positive overraskelser Odder IGF, der sluttede én placering over Næsby BK som nummer fire.