Heftig karantæne til Fremad-spiller for homofobisk tilråb
Der var blot spillet to minutter af pokalkampen mellem FA 2000 og Fremad Amager, da Bertram Manniche fra sidstnævnte tabte besindelsen. Det koster ham nu i alt fem spilledages karantæne, fortæller Fodboldens Disciplinærinstans under DBU torsdag.
Ifølge dommerens indberetning blev der dømt frispark mod Manniche, hvorefter Fremad Amager-spilleren råbte “fucking bøsse” i retning af modspilleren fra FA 2000. Ifølge Disciplinærinstansens pressemeddelelse er Fremad Amager blevet anmodet om en redegørelse, men har ikke svaret indenfor fristen.
“Det fremgår endelig af de disciplinære bestemmelsers § 4a, at offentlige udtalelser, der kan fornærme værdigheden eller integriteten af et land, en privatperson eller en gruppe af mennesker gennem foragtende, diskriminerende eller krænkende ord eller handlinger på grund af race, hudfarve, etnicitet, nationalitet, social oprindelse, køn, handicap, sprog, religion, politisk overbevisning m.v., rigdom, fødsel eller anden status, seksuel orientering eller enhver anden grund, kan straffes under henvisning til lovenes § 30.1.”
Sådan står der i begrundelsen for tildelingen af den heftige karantæne til Fremad Amager-spilleren. Som følge af tilråbet tildeles han tre spilledage karantæne oven i de to et direkte rødt oftest udmønter sig i. Disse overføres til turneringskampe i CampoBet 2. division, eftersom Fremad Amager tabte benævnte pokalkamp.