Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Kridsen kradser i Brønshøj: Hørsholm overraskede

Brønshøj logo
CampoBet 3. Div
11/8/2025 9:14

Lørdag eftermiddag blev der skrevet fodboldhistorie på Tingbjerg Ground, men desværre for hjemmeholdet Brønshøj Boldsklub, så var det gæsterne fra Hørsholm-Usserød, der førte pennen.

For det er som bekendt sejrsherrerne, der skriver historien, og netop det blev oprykkerne fra Hørholm-Usserød, der med 2-0 sikrede sig den første sejr i Campobet 3. Division i klubbens historie.

Helten for oprykkerne blev Sander Lausen, der stod for begge Hørsholm-Usserøds to sene scoringer. 

”Det er stort. Det er jo specielt for klubben her i Hørsholm. Jeg er jo kommet hele vejen fra ungdomsrækkerne, så det er en kæmpe fornøjelse for mig, men også for barndomsklubben,” lød det fra den dobbelte målscorer efter kampen til 3række.dk.

Mundvigerne må til gengæld vende den anden vej i Brønshøj, der også tabte i første runde, hvor man blev sendt hjem fra nordjyske Vejgaard med et 3-0-nederlag.

Dermed fortsætter de bekymrende dårlige takter fra sidste sæson, hvor Brønshøj tabte og tabte i slutningen af sæsonen og slet ingen sejre fik i oprykningsspillet.

For at gøre ondt værre, så skal Jamil Fearringtons tropper i næste runde på en svær opgave ude mod oprykningskandidaterne fra Holbæk. 

I kampen på Tingbjerg Ground indtraf også en episode, der gjorde selve fodbolden ligegyldig. Med et kvarters tid resterende af opgøret faldt hjemmeholdets 20-årige midtbanespiller Mikkel Lynge pludselig om på banen. Der blev heldigvis reageret hurtigt og Mikkel Lynge fik hjælp.

Brønshøj Boldklub har efterfølgende oplyst på klubbens facebookside, at Mikkel Lynge er i bedring.

Jens Andersen