Næsby henter B1909-anfører

Næsby Boldklub har forstærket sig med rutinerede Jakob Tonnesen, der skifter fra B1909.
31-årige Jakob Tonnesen kommer ikke kun med stor erfaring, men er også en alsidig spiller, der kan dække flere pladser på banen.
“Jeg er glad for at få chancen Næsby. Det er en meget dygtig og ung trup, hvor jeg forhåbentlig kan bidrage med noget erfaring og ro,” siger Jakob Tonnesen til Næsbys facebookside.
Næsby fik en glimrende start på sæsonen, da man i weekenden sejrede 3-2 på udebane mod Odder, så det er en fynsk klub med vind i sejlene, der byder velkommen til den nu tidligere B1909-anfører.
“Alle omkring holdet har taget rigtig godt imod mig, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med sæsonen,” siger Jacob Tonnesen.
Næsby Boldklub tager i næste runde af CampoBet 3. Divison hjemme imod Vejgard. Den kamp spilles lørdag klokken 14:00.
