OB vil bygge på FCK-sejr

Der er en helt særlig stemning hos OB i disse dage. Sejren over F.C. København har ikke blot givet tre point til tabellen, men også en fornyet tro på tingene i Ådalen. Det var klubbens egen unge forsvarskæmper, Julius Berthel Askou, der satte gang i comebacket og tændte gløden på tribunerne.

For Askou var scoringen mod hovedstadsklubben mere end bare et mål. Det var kulminationen på en periode, hvor holdet har spillet godt uden at få fuldt udbytte.

“Det var en kæmpe forløsning at få scoret. Både for mig selv, men også at det var ned mod Richard Møller Nielsen-tribunen. Det var helt perfekt. Både jeg og alle jeg kunne se gik helt amok. Det var en meget speciel følelse, fortæller Julius Berthel Askou til OB’s hjemmeside.

Sejren faldt på et tørt sted for “De Stribede”, der har haft brug for et bevis på, at deres daglige arbejde bærer frugt.

“Vi havde brug for det. Vi havde brug for at mærke, at vi stadig godt kan vinde fodboldkampe. Vi har haft nogle fine præstationer, men vi har ikke lige fået de tre point med. Så det var rigtig godt, og gør også at vi bliver ved med at stå fast på det vi gør i hverdagen.”

Fredag aften venter Vejle.

“Vi skal gå ind til den ligesom alle andre. Men de er jo i en speciel position, hvor de skal hente en masse og har intet at tabe. Så vi forventer at de kommer med alt hvad de har, og måske også kan spille lidt mere frit. Det bliver en svær kamp, men som altid går vi efter at vinde den.”

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League