Qarabag forventer et stærkere FCK

Seks år efter at have sendt FC København ud af Champions League-kvalifikationen, står Qarabağs cheftræner Gurban Gurbanov igen over for de danske mestre – og han ser et markant forbedret FCK-hold.
Onsdag aften mødes FC København og Qarabağ FK i et afgørende opgør i Champions League, og for Qarabağs cheftræner Gurban Gurbanov er det ikke første gang, han forbereder sig på et møde med københavnerne.
Tilbage i 2017 slog Qarabağ nemlig FCK ud i kvalifikationen, men ifølge Gurbanov er det et helt andet – og langt stærkere – hold, der står klar denne gang.
"Jeg husker FCK fra 2017. Deres system er mere eller mindre det samme, men ellers er der mange ændringer. Cheftræneren er en anden," sagde han på tirsdagens pressemøde ifølge bold.dk.
"FCK er bedre i forhold til dengang. De har forbedret deres spillestil, hvilket deres stærke resultater er et bevis på, og de har fået flere dynamiske spillere. Alt i alt er det en svær og hård modstander, der venter os."
Det var Ståle Solbakken, der stod i spidsen for FC København i 2017. I dag er det Jacob Neestrup, der står i spidsen for et FCK-hold, som ifølge Gurbanov ikke blot er taktisk velforberedt – men også langt stærkere på det individuelle niveau.
"FCK er blevet bedre. De har et genkendeligt system, som vi måske kan lukke ned for, men på det individuelle plan kan vi få problemer. Der har de meget kvalitet."
