Romerlys, trommer, hunde og agenter: AB vandt flot fight i Ishøj

Det blev AB, som kunne trække sig sejrrigt ud ad stillingskrigen i Ishøj i onsdagens udsatte kamp. I en intens, men chancefattig kamp præsterede gæsterne sæsonens første clean sheet i en hårdt tilkæmpet 1-0 sejr. I modsætning til første gang, disse to klubber forsøgte at afvikle deres opgør, var der dømt lækkert fodboldvejr over Solar Solutions Stadium.
Dét, parret med gratis adgang, havde lokket næsten 500 tilskuere igennem lågerne. Der var adskillige repræsentanter fra AB Forever, hvoraf mindst én fremviste sin dedikation ved at troppe op i fuld spilledragt. Han måtte dog finde sig at se hjemmeholdet udvise væsentlig mere kampgejst end tilfældet var i lørdagens kamp mod FC Roskilde og gribe et tidligt initiativ.

Måske fordi de denne aften blev opildnet af de yderst motiverede Tifo Ishøj. Den højrøstede supporter-klan var sørgeligt fraværende mod FC Roskilde, men måske de også var lokket til af den gratis adgang? Uanset hvad, lignede hjemmeholdet i hvert fald et hold, der tog opbakningen til sig, mens beboerne i selv Vallensbæk kunne høre, at der var dømt fodbold i Ishøj onsdag aften.
Efter 37 minutter måtte gæsternes Casper Grening humpe fra banen og blev erstattet af Jonathan Mathys. Det fik senere stor betydning for udfaldet af kampen. Kort før pausen havde AB bolden i nettet, da Marcus Immersen satte poten på en pragtfuld stikning i dybden. Den efterfølgende offside-kendelse sørgede omgående for samtaleemner. ”Kunne den mon havde klaret et VAR-tjek?”.
Den var som minimum tvivlsom, men ellers sørgede aftenens dommer-trio for en velafviklet kamp. Særligt efter pausen tog de fysiske kampe til, der blev delt ud og givet igen. Man fornemmede en vis krig på kniven, der faldt gule kort, men forbløffende nok slap Noah Ibsen for videre påtale, da en vunden tackling foranledigede ham til at brøle trommehinden ud på Ishøjs Matin Alatlassi. Ishøj Tifo sørgede omgående for at tage hjemmedrengen i forsvar. Værre blev det dog aldrig og dommertrioen mistede aldrig kontrollen over herrefighten.

En fight, som AB efterhånden satte sig tungt på uden dog at komme frem til større muligheder. De ville gerne have haft et straffespark efter en lille time og kort efter havde en på aftenen forholdsvis tam O’Vonte Mullings sin ene kæmpe mulighed for at åbne scoringen. Han kiksede, men det gjorde indskiftede Mathys ikke, da han tog vare på Ishøj-defensivens måske eneste blunder i en ellers yderst fokuseret indsats.
Der var appeller for frispark, mens Mathys, der havde en tung sidste sæson, fejrede scoringen i selskab med mindst én af aftenens fremmødte fodboldagenter. Ishøj havde ikke kræfter til at svare igen, så mens aftenens fremmødte hunde snusede efter kebab-rester, luskede de skuffede fra banen. Dog først efter at de og Tifo Ishøj havde takket hinanden for en flot indsats. Alle kunne være deres indsats bekendt på en aften, hvor den smukke solnedgang sørgede for en passende afrunding.

