Roskilde henter Mathias Veltz

FC Roskilde styrker offensiven og køber den 28-årige angriber Mathias Veltz fri af sin kontrakt med Hillerød Fodbold.
Veltz udstyres med en to-årig aftale gældende frem til sommeren 2027 og får nummer 11 på ryggen i FC Roskilde.
“Der er gode ambitioner i FC Roskilde. Ambitioner der passer til mig og min karriere. Jeg har et godt indtryk af, hvordan truppen er skruet sammen, og har hørt, at det er lidt som en familie. Det er noget, jeg vægter højt og som stemmer overens med mine værdier, så det ser jeg meget frem til at blive en del af.
"Jeg er en spiller der giver alt på banen - hurtig, stærk og målfarlig spidsangriber. Jeg glæder mig til at trække i den lyseblå trøje, hvor jeg har forventninger om, at vi sammen skal rykke op. Og at jeg skal bidrage til det. Nu ser jeg frem til at møde drengene og komme i gang”, udtaler Mathias Veltz.
“Efter salget af Maarup og efterfølgende Arman, har vi været på jagt efter en ny 9’er. Det er rigtig glædeligt, at vi nu har fundet ham. Veltz har igennem flere sæsoner bevist, at han kan lave mål. Han har noget, som alle gerne vil have. En enorm fart, men samtidig en fysisk stærk pakke.
"De to ting kan give alle forsvarsspillere udfordringer. I vores snakke med Veltz har vi set et match. Han er en spiller og person der passer godt ind i vores kultur og en spiller der besidder gode værdier. Vigtigst af alt er han sulten efter at lave mål og sulten efter at, vise hvad han kan. Jeg glæder mig til at se ham i lyseblåt”, udtaler sportschef Anders Theil.
