Skive-målscorer Sloth: Dejligt at få lavet et mål

Uafgjort 1-1 mod FC Roskilde gjorde ikke meget for at forbedre Skive IKs placering i tabellen. Isoleret set var det dog trods alt et udmærket resultat mod et hold, der er blandt favoritterne til at rykke op, anerkendte hjemmeholdets profil, Frederik Sloth efterfølgende.

”Vi ville selvfølgelig gerne have haft de tre point. Især når vi er foran efter 84 minutter, hvor de scorer. Og når man ser på kampen, er det jo fair nok med et point, de presser godt på til sidst. Så vi må tage det ene point”, fortalte Sloth om en aften, hvor han og holdkammeraterne fik lov at løbe nogle kilometer.

”Det gjorde vi! Det var en hård kamp på en tung bane derinde, så vi fik lov at kæmpe for det. Det gjorde vi så også. Det var ikke den mest velspillede fodboldkamp fra vores side, men vi ”krigede” den. Vi hungrer efter pointene lige nu, og vi skal kæmpe virkelig hårdt for dem.”

Det var Frederik Sloth, der bragte Skive IK i spidsen med en skarpt, fladt hug, og det var første gang i syv kampe, han fik scoret. Trods alt en forløsning på det personlige plan?

”Ja, det er nogle kampe siden, så det var dejligt at få lavet et mål. Jeg får bolden ude i deres højre side, og så driver jeg den ned mod deres højre back. Jeg har en medspiller på ydersiden og tænkte egentlig, at jeg ville spille ham, men så falder deres højre back lidt ud og lukker for den aflevering. Så blev der åbent for en afslutning, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne prøve.”

Med scoringen fik Sloth udlignet den skadede anfører Christian Kudsk på den interne topscorerliste. Den har Kudsk ført siden første spilledag, hvor han scorede fire mål i Helsingør. Men bortset fra hans scoring og en kæmpe mulighed til allersidst endte opgøret med at blive nærmest en lang forsvarskamp for Sloth og co.

”I forhold til, at vi havde snakket om at være kompakte nede bagved og stå godt og arbejde for hinanden, synes jeg vi lykkedes fint. De kommer til nogle chancer, men det lykkes os at stå nogenlunde kompakt. Så savner vi lidt kvalitet på bolden, men det skal nok komme.”

Sidste gang det har mulighed for at komme i 2025 i CampoBet 2. division er fredag aften mod Fremad Amager, som Skive IK er på besøg hos kl. 19:00.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet