Superligaen i verdenstoppen: Talenterne vælter sig i spilletid

FC Midtjyllands Franculino er topscorer i Superligaen, Noah Nartey har gang i sit helt store gennembrud i Brøndby, Thomas Jørgensen er det offensive omdrejningspunkt i Viborg, og derudover kan i flæng nævnes voldsomt dygtige ’young guns’ som Prince Junior, Jacob Ambæk, Robert, Gogorza med flere. 

Det vrimler med fremragende, unge spillere i Superligaen, danske såvel som udenlandske, og en af de mest åbenlyse årsager til det store talentboom er, at klubberne i forhold til tidligere tider, rent faktisk giver dem chancen. 

Det viser dugfriske stats fra CIES Football Observatory, som har taget et kig på de 50 største ligaer i verden og fundet frem til, hvor U21-spillere har fået mest spilletid i kalenderåret 2025. 

Listen viser, hvor meget af den samlede spilletid i den respektive liga, som er gået til spillere på 21 år eller yngre:

1. Australien, A-League – 17.7%
2. Serbien, Superliga – 15.8%
3. Danmark, Superliga – 11.7%
4. Ungarn, NB I – 11.6%
5. Uruguay, Liga AUF – 11.6%

Den danske Superliga rangerer helt fremme som nummer tre på listen, og det er ikke kun positivt for spillerne selv. 

Det gavner nemlig også klubberne, som med store salg til udlandet kan få banket en bæredygtig forretning på benene, og så er det særdeles fremragende for den danske talentudvikling og for landsholdet, som i fremtiden får glæde af, at de største talenter har fået spilletid på højeste niveau fra en tidlig alder. 

Nuamah, Egeli, Froholdt, Oskarsson, Harder… De danske klubber sælger talenter for voldsomme beløb i disse år, og derfor er der også millioner af gode grunde til at blive ved med at give spilletid til de unge stjernefrø. 

Udover Franculino, hvilke Superliga-talenter ser du så tage springet videre til en af Europas største ligaer?

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen