Syv udesejre på stribe i NFC: Dét her skal med ind i 2. Division
Fortjent oprykning?
Ja, det kan man vist roligt sige, hvis man taler om Nykøbing FC, der har slået diverse rekorder og forlængst har sikret sig oprykning til CampoBet 2. Division.
I seneste runde tog man sejr nummer syv på stribe på udebane, da Brønshøj blev besejret 2-1.
“Det blev en intens kamp, hvor vi igen har det helt rigtige mindset. Jeg er simpelthen så imponeret over den her gruppe. Vi har jo opnået rigtig meget og drengene bliver bare ved,” siger NFC-træner Mikkel Thygesen, der hele sæsonen igennem har prædiket det samme.
Det rette mindset er altafgørende.
“Det er en kultur, som er blevet bygget op. Vi har masser af selvtillid og tror på det. Vi kunne også have lavet endnu flere mål i dag, mens vi også får vist, at vi også kan forsvare den hjem, da der mod slut bliver lagt et lille tryk med nogle lange bolde,” siger Mikkel Thygesen, der kan glæde sig over stimen som ubesejrede nu tæller 20 kampe i træk uden nederlag.
“Jeg er meget imponeret over det, som vi har gang i i øjebliket. Det er rigtig vigtigt for os med det aftryk, som vi er ved at sætte. Vi skal blive ved med at ville vinde. Det her aftryk bliver det, vi skal tage med ind i CampoBet 2. Division,” siger Mikkel Thygesen.
Nykøbing FC runder rekordsæsonen af lørdag hjemme mod Vanløse IF.