Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Thygesen efter pokalexit: Alle kan se sig selv i spejlet

Mikkel Thygesen
CampoBet 3. Div
6/8/2025 10:46

Nykøbing FC blev højst overraskende sendt ud af pokalturneringen tirsdag aften, hvor Mikkel Thygesens tropper tabte med hele 7-6 efter forlænget spilletid på udebane mod Ringsted IF.

Efter 90 minutter stod der 5-5 på måltavlen i Ringsted, og så måtte de to hold ud i 2x15 minutter forlænget spilletid. Her trak hjemmeholdet så det længste strå med to scoringer.

Efter nederlaget lagde Nykøbing-træner Mikkel Thygesen vægt på, at selvom resultatet ikke var godt, så var indsatsen fin.

“Spillerne gav sig 100% i dag, og det var rigtig vigtigt for mig at se. Alle kan se sig selv i spejlet. Vi skal ikke lukke syv mål ind, men vi var bagud flere gange i kampen og det bølgede frem og tilbage. Vi gav ikke op og blev ved med at kæmpe. Det var vigtigt for mig at se,” lød det til klubbens facebookside fra Thygesen efter kampen.

Mikkel Thygesen havde sendt et ganske ungt hold på banen i Ringsted med en gennemsnitsalder på lige under 20 år. Muligvis med tanke på weekendens vigtige opgør mod Holbæk i CampoBet 3. Division.

Mikkel Thygesen understregede vigtigheden af at få bragt mange af spillerne i vælten i starten af sæsonen.

“For det første er minutterne rigtig vigtige. Vi har mange unge drenge med i dag. Det er vigtigt, at vi får noget erfaring og noget læring. Og der er rigtig meget læring i den her kamp.”

I opgøret mod Ringsted IF gav Mikkel Thygesen debut til to unge spillere, 18-årige William Hansen og 19-årige Noah Sekula.

Lørdag venter så en hård opgave for Nykøbing FC, hvor Holbæk kommer på besøg i 2. runde af CampoBet 3. Divison.

(foto: betamy)

Jens Andersen