Vanløse ikke omstillingsparate: Ude af top seks

Det var ét af de store temaer allerede inden sæsonstart, hvor stort set alle trænere i CampoBet 3. Division sagde det samme: Ligaen er stærk i år og det bliver tæt.

Det har i dén grad vist sig at være en korrekt forudsigelse, da holdene slår hinanden på kryds og tværs, mens blot et par sejre eller et par nederlag kan sende en på stor rundrejse i tabellen.

I weekenden tabte Vanløse IF 3-0 ude mod FA 2000 og dermed er oprykkerne nu pludselig ude af top seks.

Nederlaget på Frederiksberg gjorde nas, siger Vanløse-træner Mads Hadberg.

“Jeg synes, den er hård. Først og fremmest er vi rigtig godt med, og har også en lille overhånd i perioder. De er rigtig farlige på omstillinger, og det gør ondt på os. Så får vi et mål annulleret. Og så lige i to minutters overtid i første halvleg, så inkasserer vi en omstilling. Det er pisseærgerligt. Det gør jo selvfølgelig lidt ondt, og vi skal justere efter det. Så det er jo træls,” siger Mads Hadberg til klubbens facebookside.

Og hvad siger man så til sit fodboldhold, når de har fået en kold spand vand i hovedet lige inden pausen?

“Jeg siger til dem, at de skal holde tålmodighed i det. Ikke ændre det helt store. Det gør vi sådan set også, og så prøver vi efter en time at sætte noget ny energi ind, accellerere og gå efter 1-1. Og kort efter den indskiftning indkasserer så til 2-0,” siger Mads Hadberg om kampens anden store spand vand i Vanløse-hovederne.

“Vi prøver igen at jagte, og så bliver vi igen ramt af en omstilling. Der var nogle lærepenge i det i forhold til omstillinger i dag,” siger Vanløse-træneren.

Vanløse IF skal forsøge at komme tilbage på sporet, når de i næste runde gæster Brønshøj Boldklub.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div