Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Vanvittige Vanløse topper tabellen

bold
CampoBet 3. Div
11/8/2025 9:16

Det erklærede mål for sæsonen er egentlig bare at blive i CampoBet 3. Divison, men hvis man allerede har fået smag for lidt mere hos oprykkerne fra Vanløse IF, så forstår man dem godt.

For den flotte start på sæsonen hjemme i Vanløse Idrætspark, hvor man åbnede med en 4-0-sejr over FA 2000, blev lørdag fulgt op med en 2-1-sejr over IF Lyseng i Aarhus.

Dermed topper den nye cheftræner Mads Hadbergs tropper tabellen. 

I Aarhus bragte Bjørn Paludan Vanløse foran efter 18 minutter - angriberen er nu topscorer i ligaen med fire mål, men IF Lyseng fik udlignet efter 72 minutter ved Marc Gangia, inden Rasmus Steuch minuttet efter så sikrede gæsterne fra Vanløse alle tre point. 

I næste runde bliver det rigtigt spændende for Vanløse, når et andet hold med maksimumpoint Nykøbing FC kommer forbi.

Hos IF Lyseng har man også fået ny træner i form af den erfarne polak Krzysztof Popczyński. Jyderne har dog fået en ganske hård start på sæsonen, hvor det er blevet til nederlag i de to første runder. I sæsonpremieren tabte man med hele 6-0 til Holbæk.

IF Lyseng, der nu er nederst i tabellen, skal i næste runde forsøge at rejse sig hjemme mod oprykerne fra Hørsholm-Usserød, der tropper op i Aarhus med stor selvtillid, da de i weekenden sikrede sig klubbens første sejr nogensinde i CampoBet 3. Division med en sejr ude over Brønshøj.

Jens Andersen