Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
CampoBet 3. Div
LigaManager dækker dansk fodbold

Vejgaard vil undgå ‘balladekampe’ med knofedt

Flemming Størkersen Vejgaard BK
7/30/2025 13:16

I en lidt mørk tid for nordjysk fodbold, hvor både AaB og Vendsyssel er rykket en division ned, så lyser Vejgaard Boldspilklub op i fodboldlandskabet med oprykningen til CampoBet 3. division.

Nu handler det om at etablere sig i landets fjerdebedste række for oprykkerne, der kan glæde sig over, at succesholdet fra seneste sæson er holdt nogenlunde intakt.

“Jeg synes, vi har noget at komme med. Kommer vi godt ind i det, så har vi en trup med en god blanding af folk, der har prøvet en del før og har rutinen, og så kombineret med en flok unge fyre, der har den der ungdomstro på tingene,” siger cheftræner Flemming Lind Størkersen, der deler sæsonen op i to.

“Det handler om at komme væk fra bunden. Turneringen bliver jo delt op i et nedryknings- og et oprykningsspil, og det letteste ville jo være at undgå alle de der ‘balladekampe’ i den nederste del.”

Som oprykkere tropper Vejgaard ikke op i CampoBet 3. division med et hav af nye spillere hentet ind fra højre og venstre, men i stedet skal de gode resultater komme som et resultat af nogle af de værdier, som klubben i det hele taget står for.

Engagement og hårdt flid, som blandt andre tvillingeforsvarerne Jonas og Peter Højgaard er garant for, og som mange af Vejgaards modstandere tidligere har prøvet at slå sig lidt på.

“Det er med knofedt. Det lyder måske lidt som en fesen kliché, men det er holdet og kollektivet, der er vores styrke. Det er de værdier, man byder ind på, hvis man er i vores klub. Vi kan ikke tilbyde kontrakter, så det kan gøre det sværere at finde spillere, men til gengæld så byder de spillere, der rent faktisk kommer hertil, ind på de værdier.”

Vejgaard Boldspilklub åbner sæsonen hjemme mod Brønshøj lørdag den 2. august. Nordjyderne ser i den grad frem til at byde velkommen til de festlige hvepse.

“Det er super fedt! Der er jo nogle rigtige traditionsklubber i ligaen, der historisk er rigtig fede at møde, og der er Brønshøj da klart en af dem,” siger cheftræner Størkersen, der dog ikke har tænkt sig at overdrive gæstfriheden.

“Det er da et hold, vi håber at kunne matche. En god start på sæsonen kan vise sig meget vigtig.” 

Jens Andersen