Vild, ung energi har ramt Vanløse

Når man ser Vanløse IF spille fodbold i dette forår, så skal man især have én afgørende ting for øje.

“Læg mærke til det, når de scorer. Der kan man virkelig se det. Der er en fantastisk ungdommelig energi i det,” siger cheftræner Mads Hadberg.

“Det er simpelthen så dejligt at se. På den måde er det en virkelig sjov trup og en fred trup at arbejde med. De vil virkelig hinanden.”

De sort og hvid-blusede oprykkere er rykket tæt sammen efter vinterens farvel til store profiler som topscorer Bjørn Paludan og midtbanedynamoen Jonatan Knaack. 

Flere nye og spændende spillere er i stedet kommet til, og så har det også haft stor betydning både på og under for banen, at den normale anfører Kasper Sindahl er vendt tilbage efter en skadesperiode.

“Jeg har et nyt og relativt ungt hold og det lyder måske lidt corny, men vi prøver at udvikle på dem uge efter uge. Overordnet set så har det været en rigtig fin start på foråret. Så må vi se om der også kan falde lidt af i de kommende kampe,” siger Mads Hadberg.

“Vi har en trup, som er meget homogen. Og hvem der lige starter på dagen, det er meget afgjort i forhold til, hvilket kampbillede, vi ser for os, og formen på dagen. For dem, der så kommer ind undervejs, handler det så om at komme ind og gøre en forskel,” siger Vanløse-træneren, der i forårets tre første kampe har kunnet notere sig, at den del er lykkes særdeles godt.

Hver gang er en indskifter kommet ind fra bænken og har scoret i overtiden. I kampene mod Hørsholm og Frem har det kastet sejre af sig.

“Det er fedt at have nogle indskiftere, der kan komme ind og ændre kampene. Senest var det så Snorre Espersen, der kommer ind og laver et flot mål i Valby,” siger Mads Hadberg, der med seks point i tre kampe nu kan se sit hold indtage en femteplads, hvor pointforskellene op til holdene over tillader at spejde yderligere op i tabellen.

Den jyske cheftræner holder dog fødderne solidt plantet på kunstgræsset i Vanløse.

“Jeg tror, vi er den eneste klub i rækken efterhånden, der ikke har kontraktstatus. Det er jo også det udgangspunkt, som man skal bedømme os ud fra,” siger Vanløse-træneren, der selvsagt meget gerne sikrer livet i CampoBet 3. Division ved at forblive i top seks, når rækken om tre runder deles i to.

“Nu møder vi Nykøbing ude, så kommer Næsby og så runder vi af mod Sundby. Så det er bare det ene slagsmål på det andet. Det overordnede mål er at forblive et divisionshold, så på den måde ville top seks selvfølgelig være fedt,” siger Mads Hadberg.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div