VSK-træner afviser magelighed trods syv uden sejr
Det går hurtigt i fodbold. Der er aldrig langt fra med- til modvind. Tag nu VSK Aarhus for eksempel. For fire runder siden var fortællingen, at de var uden nederlag i 11 kampe i træk i CampoBet 2. division. Den længste stime noget hold i ligaen har sammensat i denne sæson af kampe uden nederlag.
Der var dog mange uafgjorte kampe i den serie og efter lørdagens nederlag i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager er fortællingen noget andet. Nu hedder det syv kampe i træk uden sejr. Blev holdet for mageligt efter de 11 kampe og solid afstand til bundplaceringerne?
“Nej, jeg tror ikke, at det har noget med det at gøre. Jeg tror mere, det handler om positivt og negativt momentum i perioder. Vi havde et rigtig godt run mod slutningen af grundspillet, og efterfølgende har vi bøvlet lidt mere med det,” afviste cheftræner Jacob Eichner overfor LigaManager.
“Nogle gange kommer de ting lidt i stimer. Både positivt og negativt. Vi synes også selv, at vi burde have vundet flere af de kampe, vi spillede uafgjort,” forklarede han videre.
Ifølge Eichner har marginalerne ikke været på VSK’s side i de seneste opgør.
“Vi har tabt et par kampe inden for de sidste tre, hvor kampbilledet egentlig har været ret meget det samme som tidligere. Vi kunne lige så godt have vundet mod både Skive IK og Brabrand IF, men det gik ikke vores vej. Det er en del af fodbold, og det må vi sørge for at vende.”
Nederlaget til Fremad Amager fandt Jacob Eichner til gengæld helt fortjent.
“Jeg synes, første halvleg var helt lige. Begge hold havde momentum lidt skiftevis, men i anden halvleg synes jeg klart, at de var bedst. Samlet set kan vi ikke indvende så meget mod, at de vinder.”
VSK Aarhus-træneren er dog fortsat optimistisk på holdets vegne.
“Jeg er sikker på, at vi nok skal komme tilbage. Vi går efter at blive nummer syv, og det må vi sørge for at være klar til at kæmpe for,” siger Jacob Eichner, der gik på fuld tid som træner for oprykkerne i vinterpausen.
VSKs næste opgave venter lørdag eftermiddag på hjemmebane mod Ishøj IF. Der er kickoff kl. 13:00.