Bye Bye, B.93: Derfor rykker drengene fra Østerbro ned

Før sæsonen startede, sagde Kasper Lorentzen, at B.93 insisterede på “at bokse med i Betinia LIGA”.

Det har drengene fra Østerbro gjort. Til tider endda i en sådan grad, at holdets bokseevner er kommet bag på alt og alle, Måske også lidt på dem selv.

Der var i hvert fald ikke mange, der på forhånd havde spået, at B.93 ville være blot en enkel sejr fra at ende i top seks, og dermed spille med om oprykning til Superligaen.

Men det var ikke desto mindre sådan landet lå for et par måneder siden.

I dag er virkeligheden dog en helt anden.

For B.93 er aldrig for alvor kommet sig over 3-0 nederlaget til Kolding. Og lørdag, ja, der rykker B.93 efter al sandsynlighed ned i 2. division.

Der er stadig en matematisk mulighed for at redde livet i Betinia LIGA, hvis man kaster et optimistisk blik på stillingen, men overlevelse kræver et målrigt mirakel.

B.93 skal lørdag slå vinde stort over Aarhus Fremad på Sundby Idrætspark og sideløbende skal Hobro smadres af Middelfart på eget græs. Og nej, det kommer nok ikke til at ske.

Men hvorfor er det gået, som det er gået? Det er der mange gode grunde til, og de skal findes på både transfermarkedet, sundhedssektoren og foran mål.

For selvom salget af Osvald Søe til San Diego FC, og Osman Addo til Viborg, skæppede godt i kassen, så har salget af de to profiler gjort ondt på cheftræner Kasper Lorentzens holdkort.

Efter mindst fordi vintersalget af de to toneangivende spillere ikke er blevet erstattet 1:1, hvad angår kvalitet og potentiale.

Læg dertil, at B.93 har været ramt af et hav af skader. Eksempelvis har en potentielt kampafgørende spiller som Fisnik Isaki blot spillet 187 minutter i nedrykningsspillet, hvilket svarer til to ud af foreløbig ni kampe.

Ingen af delene har Kasper Lorentzen undervejs i foråret nedrykningsspil brugt som dårlige undskyldninger, snarere bare som gode forklaringer.

En del af forklaringen på B.93s kommende nedrykning er dog også, at holdet ganske enkelt ikke har været gode nok, når det kom til stykket.

Tabellen lyver jo aldrig. Det gør statistikkerne som regel heller ikke. I hvert fald ikke foran mål.

Her er B.93 i top fem, når det kommer til antallet af afslutninger såvel som afslutninger indenfor målrammen. Men når det kommer til at omsætte chancerne til mål, har drengene fra Østerbro manglet kvalitet.

Og ja, held. B.93 er nemlig det hold i Betinia LIGA, der har ramt træværket næstflest gange, nemlig 11.

Men lige ved og næsten, slår ingen mand af hesten, og selvom B.93 ikke har formået at ride i sikkerhed, så har Kasper Lorentzen og hans mandskab pyntet på Betinia LIGA.

De vender stærkt tilbage. Vent og se.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA