Analyse: Her er Danmarks hovedbrud før Grækenland

Danmark skal i aften i ilden i Athen. Skal det være en fest eller en græsk tragedie? Der er nok at bekymre sig om frem mod mødet med Grækenland.
I en lille kvalgruppe med kun seks kampe så er der ikke råd til fejltrin. Med 0-0 i Parken mod Skotland gled Danmark allerede i den første bananskræl nemlig ved ikke at sikre sig at vinde alle hjemmekampe.
Nu venter der en dobbelt bananskræl i den græske hovedstad. Grækerne åbnede med 5-1 over Belarus. Det var ikke uventet, men betyder, at hvis ikke Danmark får mindst et point med hjem fra Grækenland, så er de rødhvide stort set ude af kampen om førstepladsen, der giver en direkte billet til VM næste sommer.
Hvis Danmark taber til Grækenland, så er grækerne på seks point og Danmark strandet med et. Da Skotland samtidig ventes at vinde over Belarus, så vil det være intet mindre end en dansk katastrofestart.
Det danske landshold har masser af kvalitet, men viste mod Skotland ikke effekten af den gode bredde. Det var for tydeligt, at Eriksens fravær hæmmede Riemers tropper. Det er naturligt, at en så dygtig spiller som Eriksen har stemt tonen for landsholdet i mange år, men så dygtige spillere skal kunne trække i lederuniformen og tage ansvar selv uden generalen er til stede.
Desuden skal Riemer have afklaret angrebssituationen. To angribere mod Skotland gav bagslag. Mike Biereth kom aldrig ind i kampen, og Kasper Dolberg lykkedes ikke som den dybe medopbyggende angriber. Dette medvirkede kraftigt til, at Hjulmand og Højbjerg ikke fik gang i deres fremdrift som midtbanens motorer.
Når danskerne løber på banen i aften, så er det vigtigt at mål og mentalitet er afstemt – Danmark kan sagtens tage tre point i Athen, men også rejse tomhændet hjem. Sidstnævnte udfald vil være en tragedie.
