Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: Nederlag forbudt for Danmark i Grækenland

Optakt til Grækenland - Danmark
3F Superliga
8/9/2025 11:09

Det var nok de færreste, som havde forventet et decideret festfyrværkeri af en fodboldopvisning i fredagens opgør mellem Danmark og Skotland, men 0-0 og tre skud indenfor rammen på +90 minutter må alligevel siges at være til den tørre side. 

I bagklogskabens lys vil Brian Riemer formentlig ærgre sig over flere af de taktiske dispositioner. 

Især konstellationen med både Dolberg og Biereth helt fremme krydret med et hav af indlæg lige ind i hovedet på et par velvoksne skotske forsvarsspillere, som spiser den slags tilnærmelser til morgenmad, fungerede slet ikke.   

Og hvorfor skulle der gå SÅ lang tid, inden formstærke og dynamiske Victor Froholdt indtog grønsværen, når det danske angrebsspil var så statisk…?

I optaktsstudiet inden fredagens landskamp lød regnestykket således; vind de tre hjemmekampe, undgå nederlag i udekampene, og snup den direkte billet til VM 2026. 

Den plan er allerede slået fejl, og det betyder, at der minimum skal ét point til i aften, hvis Riemers tropper skal undgå en tidlig kniv for struben. 

Men det er nok nemmere sagt end gjort. 

Det græske landshold har nemlig taget store skridt frem over de seneste par år, og især siden serbiske Ivan Jovanovic trådte til for lige over et år siden. Under serbisk ledelse har Grækenland vundet ni af 11 landskampe, blandt andet ude mod mægtige England i Nations League. 

Her i VM-kvalen kom grækerne buldrende fra start med en knusende 5-1 sejr over Belarus på mål af blandt andre Pavlidis og stortalentet Karetsas. 

Der venter altså Danmark et selvtillidsfuldt hjemmehold i heksekedlen i Piræus, men måske et (over)modigt Grækeland rent faktisk står bedre til danskerne end de defensive skotter gjorde? 

Kampen starter mandag den 8. september 2025 klokken 20.45. 

Find odds på Grækenland - Danmark her.

Mads Larsen