Hørsholm er gået pointkolde – nu venter formstærke Lyseng

Det er hjemmeholdet, der ligger bedst til i tabellen, når Hørsholm-Usserød IK lørdag tager imod IF Lyseng.

Men dykker man ned i pointformen i de seneste fem kampe, så det faktisk jyderne, der er klart bedst kørende.

IF Lyseng har klaret uafgjort i forårets to første kampe mod FA 2000 og Næsby, mens efteråret også blev sluttet stærkt af med flere flotte sejre og masser af point.

Dermed er IF Lyseng det femtebedste hold i rækken målt på de seneste fem kampe, og aarhusianerne ligner med andre ord slet ikke den stensikre nedrykker, som de tog sig ud som i starten af sæsonen.

Stik modsat ser det ud for oprykkerne fra Hørsholm-Usserød IK, der har tabt begge forårets kampe og rent faktisk er CampoBet 3. Divisions dårligst kørende hold målt på de seneste fem kampe.

Skæbnen har været ganske hård ved Hørsholm-Usserød IK her i foråret, hvor man i første runde blev straffet af en sen scoring mod Vanløse, mens historien gentog sig i seneste runde med dobbbelt kraft, da Sundby Boldklub slog til med to sene scoringer og vandt 2-1 på Amager.

Hørsholm-Usserød IK ligger med 23 point nummer syv, så lørdagens kamp kan blive afgørende for, om man skal se op eller ned i tabellen.

IF Lyseng kan med en sejr fortætte en i forvejen intens kamp for undgå nedrykning, hvor adskillige hold er nødt til at forholde sige til stregen.

Der er kampstart i Hørsholm klokken 13:00.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div