Hvidovre henter Juul i Roskilde

FC Roskilde har sagt farvel til Oliver Juul, som forlader klubben til sommer, når kontrakten udløber.

Det oplyste FC Roskilde i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Kort efter samme dag meddelte Hvidovre, at den 25-årige venstreback fortsætter karrieren under vingerne på Martin Retov i Hvidovre:

“Han kan spille flere positioner og er dynamisk. Han har enormt gåpåmod, masser af energi og giver sit hjerte for holdet.”

“Oliver er venstrebenet, så han vil søge en position i den venstreside. Men han kan spille hele paletten, så vi er glade for at have fået ham med på holdet,” udtaler Martin Retov til Hvidovres hjemmeside.

Her fremgår det også, at Oliver Juul har første arbejdsdag i Hvidovre den 1. juli, hvilket den snart tidligere FC Roskilde-spiller ser frem til:

“Det er en fed klub bygget på nogle fede værdier, så det er jeg glad for at blive en del af og være med til at bygge på.”

“Jeg glæder mig til at møde alle drengene og ikke mindst jagte en masse spilletid og forhåbentligt en masse sejre.”

Hvidovre er nummer to i Betinia LIGA, hvor holdet på søndag møder Kolding på Autocentralen Park. FC Roskilde er nummer fem i CampoBet 2. division, hvor Oliver Juul og co. fredag aften tager imod AB.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA