Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
CampoBet 3. Div

Landsholdsmålmand sender penge i fynsk klubkasse

Mads Hermansen
12/8/2025 9:54

Det er ikke kun gode nyheder for landsholdsmålmanden Mads Hermansen, at han har skiftet Leicester FC ud som sin arbejdsgiver og i stedet har skrevet under på en kontrakt med Premier League-klubben West Ham. 

For med skiftet, der menes at koste West Ham i omegnen af 155 millioner kroner, så drypper det også lidt på Mads Hermansens tidligere klub, Næsby Boldklub i Odense.

Mads Hermansen har nemlig en fortid som ungdomsspiller i Næsby, og dermed er den fynske talentfabrik sikret en andel af de mange transferpenge i form af de såkaldte solidaritetspenge fra det internationale fodboldforbund, FIFA.

Det præcise beløb kendes endnu ikke, men der bliver råd til lidt mere end bare nye bolde, siger formand for Næsby Boldklub, Peter Rasmussen, til TV2 Fyn.

“Jeg kender ikke beløbet endnu, men det er et pænt stort beløb,” siger formanden.

Det er langt fra første gang, at Næsby Boldklub kan smide et større beløb i klubkassen via solidaritetspenge, da klubben har fostret flere store talenter i årenes løb, der er endt på større adresser i både Superligaen og det store udland.

Alexander Bah (Benfica), Jacob Rasmussen (RB Salzburg), Isak Jensen (AZ Alkmaar) og Mads Hermansen (West Hams) er nogle af de mere prominente navne, der har en fortid i Næsby. Meget godt gået af en klub i CampoBet 3. Division.

Det gode talentarbejde i Næsby er både en del af klubbens identitet, men det spiller også en rolle i klubbens overordnede strategi for at være en sund forretning.

“Vi er stolte af, at det arbejde, vi gør for de unge, belønner sig, og at vi kan udvikle spillere til det niveau. Det er et kæmpe skulderklap til trænerne herude, siger Peter Rasmussen.

“Det er vigtigt, at vi har spillere i Europa, der kan genere indtægt til os via salg, fordi det koster penge at drive en klub på vores niveau og udvikle spillere.”

Ligamanager tog tidligere på sæsonen en snak med cheftræner i Næsby Boldklub, Nicolai Wollenberg, om livet som træner i en klub, der lever af at sende spillere videre.

Der har således også været prominente afgange op til denne sæson, hvor 19-årige Malthe Riis Ladefoged er skiftet til Superligafodbold i Fredericia, 20-årige Marius Uhd  tog til Roskilde og blot 16-årige Oskar Høyer strøg AC Horsens.

“Man griner med det ene øje og græder med det andet. Er det ikke sådan, man siger? Sådan er det hver gang, vi siger farvel til et talent herude,” siger Nicolai Wollenberg.

Læs hele interviewet med Nicolai Wollenberg her.

Næsby Boldklub viser seneste kuld af talenter frem igen tirsdag aften, hvor AC Horsens kommer på besøg i første runde af pokalturneringen.

Jens Andersen