Se tallene: Farlige Gytkjær er også den skarpeste

Der resterer fem runder af sæsonen og spændingen øverst på Betinia LIGAs topscorerliste er – nøjagtig ligesom i op- og nedrykningsspillet – mildest talt intakt.

I skrivende stund – og før 28. spillerunde, der sparkes i gang torsdag aften – topper Frederik Gytkjær fortsat listen over de mest målfarlige spillere i landets næstbedste fodboldrække.

Men er Lyngbys 33-årige angriber, der pt. står noteret for 12 fuldtræffere, også den skarpeste målmager i Betinia LIGA? Altså, er Frederik Gytkjær også den skarpretter, der har brugt færrest forsøg på at score sine mange mål?

Svaret er ja. Endda med afstand.

Frederik Gytkjær har nemlig, ifølge tal fra 1-division.dk, blot brugt 24 chancer på at score sine 12 mål, hvilket gør, at angrebsveteranen pt. opererer med en conversion rate på 50 procent.

Det er vilde tal, der vidner om en skarphed ud over det sædvanlige. Ikke bare sammenlignet med konkurrenterne i Betinia LIGA, men også i Superligaen, som Frederik Gytkjær og Lyngby er godt på vej til at vende tilbage til.

Den farligste angriber i Superligaen er FC Midtjyllands Franculino Djú, der i skrivende stund er noteret 17 mål, hvilke han har brugt 43 chancer på at score. Det giver således en conversion rate på 39,5 procent.

Men tilbage til Betinia LIGA. For hvilken konverteringsgrad opererer de øvrige medlemmer af Top 6 på Betinia LIGAS topscorerliste med?

Det giver nedenstående oversigt svar på. God læselyst.

  1. Frederik Gytkjær (12 mål/24 afsl.) 50 procent
  2. Adrian Justinussen (11 mål/61 afsl.) 18 procent
  3. Kasper Andersen (11 mål/81 afsl.) 13,4 procent
  4. Nicklas Helenius (10 mål/39 afsl.) 25,6 procent
  5. Muamer Brajanac (9 mål/52 afsl.) 17,3 procent
  6. Kornelius Normann (9 mål/43 afsl.) 20,9 procent
Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA