Topscorer Ogude: Jeg vil stadig spille Dahl fri
Det var længe et spørgsmål om tid og i seneste runde blev det så en realitet. Nykøbing FC er rykket op i CampoBet 2. Division, så hvad er der så tilbage at opnå?
Cheftræner træner Mikkel Thygesen har tidligere erklæret, at jagten nu går ind på Viborgs pointrekord for deres oprykningssæson 2020/2021, men er der andre delmål derudover?
På topscorerlistens førsteplads finder man Emmanuel Ogude, der har scoret 16 mål i sæsonen hidtil.
Så måske en målrekord også skal slås?
“Som angriber så er det klart, at du gerne vil score så mange mål som muligt. Det er vigtigt for en angriber. Det vigtigste for mig er dog, hvad målene har betydet for os. Men jeg er selvfølgelig glad for de mål, jeg har scoret,” siger Nykøbing FC´s farlige angriber, der med andre ord ikke går synderligt meget op i, hvor mange mål han præcist når op på.
Det vigtigste er, at scoringerne bliver ved med at komme.
“Jeg vil blive ved med at score. Jeg vil score så mange som muligt. Det vigtigste for mig er, at jeg fortsætter med at score – ikke så meget, hvor mange jeg lige får lavet. Hvis jeg ender med at blive topscorer – fint. Men hvis ikke, så betyder det faktisk ikke det store,” siger Emmanuel Ogude, der på topscorerlisten har holdkammeraten Mikkel Dahl lige i hælene.
Ham vil han vil gerne slå? Nej, heller ikke det er synderligt vigtigt for Ogude.
“Det betyder heller ikke noget, om jeg eller Dahl bliver intern topscorer. Hvis jeg får en chance, men kan spile ham helt fri i stedet, så gør jeg selvfølgelig gerne det. Vores mål har været oprykning og at vinde ligaen. Det er vores fokus.”
Næste opgave for Emmanuel Ogude og de andre nyoprykkede spillere fra Nykøbing FC er søndagens hjemmekamp mod Brønshøj Boldklub.