Ishøj-træner efter lussing: For mange uprovokerede fejl
Cheftræner Kenneth Høier var rimeligt klar i spyttet efter Ishøj IF’s klare 1-5-lussing til AB i CampoBet 2. division lørdag aften. Nok holdt hans mandskab stand i 43 minutter, før AB fik hul på bylden, men han regner med mere fra sine tropper.
“Jeg synes, vi er langt fra den standard, jeg forventer af holdet. Der er nogle grundtaktiske ting, vi slet ikke får eksekveret. Det gør, at vi defensivt er på bagkant. Når du møder et hold som AB, bliver du straffet, hvis de får bare lidt plads.
Timingen af ABs første mål ærgrede også den tidligere HB Køge og Brøndby IF-træner.
“Vi ville gerne have været til pausen med 0-0, så vi kunne få justeret nogle ting. I stedet får vi målet imod os lige før. Da vi laver nogle taktiske justeringer og skifter formation, får vi centralt lukket bedre af. Men vi er stadig på hælene.
Ifølge Høier var forskellen på de to hold især tydelig på én parameter:
“Intensiteten. Den måde, AB kan spille fodbold med fart og energi, kontra dén vi leverer i dag,” påpegede Høier, der særligt var irriteret over måden, kampen sluttede på.
“De to sidste mål… der mangler vi noget. Vi kan kalde det fysisk arbejde eller løbemeter, men det er et grundelement i fodbold, at man kan løbe. Vi stopper simpelthen med at spille for tidligt.
“Vi laver for mange uprovokerede fejl, og de bliver straffet. Jeg har større forventninger til, hvordan vi håndterer de situationer. Både offensivt og defensivt.”
Trods den klare lussing ser Høier gode muligheder for et andet udtryk fra sit Ishøj-hold i de kommende kampe.
“Jeg tror ikke, det er viljen, der mangler. Det er mere den fysiske form, der har haltet lidt. Men nu går vi ind i et program med 13 kampe mod hold omkring os i tabellen, og det glæder vi os rigtig meget til.”
Ishøj IFs næste opgave er en hjemmekamp mod VSK Aarhus lørdag eftermiddag.