Thychosen stopper i Vejle
Om en måned fylder Steen Tychosen 68 år. En uge senere går han på pension.
Det oplyser Vejle Boldklub i en pressemeddelelse.
“Steen har gennem en årrække været en markant og samlende skikkelse omkring vores akademi. Han har været med til at skabe et stærkt fagligt miljø og en kultur, hvor udvikling, ordentlighed og kvalitet har været de bærende værdier,” udtaler direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder, og forsætter:
“Steen har arbejdet hårdt, loyalt og dygtigt med udviklingen af de kommende talenter i Vejle Boldklub, endda ofte i konkurrence med klubber, der har haft en større økonomi at tilbyde de talenter, som alligevel har valgt Vejle Boldklub. Det skylder vi ham en stor tak for,” slutter Henrik Tønder.
Steen Thychosen har været en del af Vejle Boldklub på og udenfor banen i mere end en menneskealder, og har det seneste årti arbejdet som klubbens akademichef.
Derfor har beslutningen om at indstille sit arbejdsliv heller ikke været nem:
“Det er naturligvis vemodigt at sige farvel til et arbejdsliv i fodbolden og et akademi, som har betydet utroligt meget for mig,” udtaler Steen Thychosen og fortsætter:
“Samtidig gør jeg det med en stor ro i maven. Jeg oplever, at akademiet står et rigtig godt sted. Vi har fået opbygget en stærk organisation med dygtige og engagerede medarbejdere, klare arbejdsgange og en fælles retning”
“Derfor er jeg også helt tryg ved at give stafetten videre. Jeg er overbevist om, at akademiet vil fortsætte sin positive udvikling, og jeg er både stolt og taknemmelig over at efterlade det i en stærkere position, end da jeg selv overtog ansvaret,” siger Steen Thychosen.
Vejle Boldklub har sæsonpremiere på Betinia LIGA fredag aften, hvor Superliga-nedrykkerne tager imod oprykkerne fra AB.