Milan Silva: Jeg er blevet en bedre fodboldspiller
Milan Silva Rasmussen lukkede efteråret i HIK med at score sit 10. mål i denne sæson. Det betyder, at han overvintrer på en delt førsteplads på topscorerlisten med Thisted FCs Christian Wagner. Angriberen med den labre teknik er ejet af svenske Helsingborg fra hvem, HIK har lejet ham for dette efterår. Det blæser stadig i vinter-vinden, om han bliver, eller det var sidste kamp for HIK i denne omgang.
”Det har jeg ingen idé om”, hævdede han selv overfor LigaManager, men under alle omstændigheder kan man konstatere, at det har været et vellykket efterårs-ophold. De 10 mål er sat ind på 15 ligakampe, og bortset fra hjemmekampen mod Thisted FC, er det blevet til fuld spilletid i alle kampe. HIK er åbenlyst bedre til at få mere ud af Milan Silva end andre klubber formår.
”Jeg tror, det skyldes mange ting. Men det er 100 procent friheden til at være dén, der skaber ting. Jeg får lov til at gå ind i banen, hvis jeg vil. Jeg får lov til at gå ud på kanten, hvis jeg vil. I HIK ved de, hvad jeg er god til, så de ved, hvordan de skal sætte mig op.
”Der er mange ting, der spiller ind, men alt i alt vil jeg sige, at det er friheden til at lade mig gøre det, jeg kan. Man laver altid fejl, når man spiller fodboldkampe, men her stoler de på, at jeg kan afgøre kampene. Det er egentlig bare det, jeg prøver at gøre. Og det elsker jeg.”
Det ser man også tydeligt, når Milan Silva Rasmussen, som det fulde navn lyder, spiller for HIK, og han er meget tilfreds med efterårssæsonen. Bortset fra én ting.
”Jeg ville gerne have haft ét mål til. Men ellers er jeg er stolt over det (efteråret, red.). Målet for mig var at komme hertil og gøre det endnu bedre end første gang, jeg var her. Og vise, at jeg er blevet en bedre fodboldspiller. Det vil jeg i den grad sige, at jeg har. Ikke bare på målene, men også med præstationerne. Jeg er meget tilfreds. Der sidder en lille irritation over, at jeg ikke fik det andet mål mod Vendsyssel. Men det skal nok gå over.”