Gøthler solgt til Leganés: Vi er glade og stolte
HB Køge har solgt Alfred Gøthler til spanske CD Leganés, og når salget af den 18-årige angriber effektueres til sommer, bliver det blandt de største i HB Køges historie.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
“Salget af Alfred er vores første rigtig store salg efter vi lancerede ny strategi for 2,5 år siden og det er selvfølgelig meget glædeligt, at vi nu lykkes med at lave sådan et,” udtaler HB Køges sportsdirektør, Auri Skarbalius, og fortsætter:
“Vi ser det som et naturligt og glædeligt næste kapitel for vores klub, at vi nu kan sende en af vores talentfulde unge spillere direkte til en spændende, større udenlandsk klub.”
“Alfred har været igennem en fantastisk udvikling i HB Køge, og han har jo på mange måder vist vejen for flere af vores andre unge talenter. Så vi er meget glade og stolte på både hans og egne vegne,” slutter Auri Skarbalius.
Alfred Gøthler har medvirket i samtlige af HB Køges 18 ligakampe i denne sæson, hvor det i alt er blevet til fire scoringer. Christian Tue Jensen er HB Køges topscorer med fem mål.
Begge spillere forventes at være en del af Nicklas Pedersens trup, når HB Køge fredag aften spiller forårspremiere i Betinia LIGA ude mod Hobro på DS Arena.
Kampen fløjtes i gang klokken 18.00.