Ishøjs nye træner: Jeg vil gerne gå i dybden
Fredag den 6. marts tager Ishøj IF hul på forårssæsonen i CampoBet 2. division. Det gør de med en ny cheftræner ved roret, idet Kenneth Høier er blevet udstyret med opgaven at guide “kongeklubben” fri af nedrykning.
Selvom han ikke stod i spidsen for Ishøj IF i efterårssæsonen, og selvom han ikke som en anden Marcelo Bielsa har set de seneste 700 kampe igennem, som de sort/røde har spillet, føler han sig godt klædt på til opgaven.
“Jeg er den type, der følger med i de rækker, vi har i Danmark, hvorfra der leveres billeder. De sidste par år har jeg fulgt med i, hvad der er sket derude og hvordan man har spillet. Men der har måske nok været tunet lidt mere ind på Ishøj på computeren end tidligere”, fortæller Kenneth Høier i et eksklusivt interview med LigaManager.
“Jeg har et meget godt billede af, hvordan den her sæson er forløbet, og hvad det er for nogle styrker, som holdet har vist i de kampe. Og hvad det er for nogle ting, vi enten skal ind og ændre på. Eller hvis vi skal gøre det samme, hvad det så er, vi skal have arbejdet et lag mere på, så vi kan blive bedre på de parametre”, føjer den tidligere talenttræner i Brøndby IF til.
“Det, jeg mangler, er selvfølgelig kendskabet til spillerne individuelt. Der er et par enkelte i truppen, jeg kender, men ikke mere end det. Så den store opgave ligger til at starte med i at lære dem at kende. Jeg er som sådan ikke en type, der arbejder på overfladen.
“Jeg vil gerne gå i dybden med den enkelte, og hvis det nogle gange kræver, at man skal tale med en, som har problemer med noget andet, end dét, der sker inde på banen, er jeg også typen, der er klar til det. Min telefon er altid åben.”
Der kan snildt blive godt brug for den telefon, eftersom Kenneth Høier og Ishøj bød velkommen til hele 15 nye spillere i transfervinduet. Truppen er enorm, også selvom den har vinket farvel til tre nøglespillere. Årets første kamp står i Valby Idrætspark mod FC Roskilde. Sidstnævnte har været nødt til at flytte kampen fra eget stadion.