Kusk om fyret VFF-træner: Aldrig oplevet så lavt niveau

Som ventet er Nestor Rodriguez en færdig mand som cheftræner i Vendsyssel FF. Spansk-columbianeren skulle have fået overdraget beskeden inden spillerne fredag aften blev informeret om ejerskiftet i klubben.

Dermed nåede han syv kampe i spidsen for vendelboerne, hvor det blev til fire sejre og tre nederlag. Skal man læse mellem linjerne på udtagelser fra veteranen Kasper Kusk, skyldtes det vist mere spillerne end træneren, at holdet rent faktisk ind imellem stadig vandt mere, end de tabte.

“Det har været træninger på så lavt et niveau, at jeg aldrig har oplevet noget lignende”, fortæller Kusk således til Nordjyske. Det var derfor også en meget lettet Kusk, der fredag efter ejerskiftet udtalte sig til Hjørring Lige Her og Nu.

“Det var selvfølgelig noget, vi havde gået og håbet på at høre lidt om. Før det bliver officielt, er det svært at være helt glad. Men der er en fantastisk stemning nu. Det er dejligt for alle. Det sidste halve års tid har været lidt kaotisk. Det har været svært at komme med sin egen mening, det har været meget kaotisk.

“Så det er bare fedt, at der er nogen, der stadigvæk gider at kaste penge i det her projekt og tror på det. Det gør selvfølgelig bare, at man møder på arbejde med en helt anden glæde. Det er fedt at opleve den opbakning, der har været fra sponsorerne hele vejen igennem. Det er deres skyld, at det her er lykkedes, og det her ikke ender i en konkurs. Det må man tage hatten af for.”

Vendsyssel FF overvintrer på en sjetteplads i CampoBet 2. division, og det er et stykke fra ambitionen om oprykning.

“Jeg må sige, at vi har også været lidt undskyldt. Der har været alt for meget rod og alt for mange mærkelige beslutninger, som er blevet truffet hen over hovedet på os. Så nu kigger vi fremad, nu er det op til os at levere, for nu får vi de ordentlige arbejdsvilkår, vi har fortjent, så det ser vi frem til”, slutter Kasper Kusk.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet